Troen på fremtiden

Troen på fremtiden


# Klummen
Publish date Udgivet mandag d. 20. april 2020, kl. 09:55
Troen på fremtiden

”Vi mennesker lever af fremtiden. Vore forestillinger om fremtiden orienterer vore handlinger lige fra de mest dagligdags selvfølgeligheder til vore grundlæggende valg. Vi er nødt til at tro på fremtiden; men hvis denne fremtid viser sig for os i skikkelse af trusler og håbløshed snarere end muligheder og løfter, er selve vort eksistensgrundlag truet”.

Sådan skrev en af mine undervisere på universitetet, nu afdøde Geert Hallbäck. Selvom han skrev det i en anden sammenhæng, så er sætningen blevet ved med at vende tilbage til mig i disse dage. Jeg synes, at sætningen taler ind i den usikre situation, som vi står i netop nu. I FTS, i Danmark og i verden.

Fremtiden er altid ude af kontrol. Vi ved dybest set aldrig, hvad morgendagen bringer, eller hvornår vi ser vores kære næste gang. I vores fællesskab i FTS er I flere, som er smerteligt bevidste om dette vilkår. I har prøvet at få vendt tilværelsen på hovedet og skulle starte forfra et ukendt sted langt borte fra, hvor I er født og har rødder. Men hvis vi tænker efter, så er de fleste af os bekendte med det vilkår, at fremtiden er uvis. Alligevel er det de færreste af os, som bygger vores daglige tilværelse på den indsigt. Det ville blive et liv fra hånden til munden, og det ville være umuligt at planlægge noget og dermed umuligt at opbygge noget. Ethvert menneskeliv er afhængigt af troen på, at solen står op igen i morgen; at vi kan tage daglige afskeder med dem, vi holder af og regne med, at vi ses igen, som vi har aftalt.

Men i ethvert menneskeliv vil der også forekomme begivenheder, som minder os om, at troen på morgendagen ikke er en viden, men ja, netop en tro. For vi ved aldrig, hvad vi eller vores samfund udsættes for imorgen, men de fleste dage vælger mange af os alligevel at tro på det planmæssige, på det bedste. Derfor bliver vi også rystede, når vi bliver mindet om, at livet grundlæggende er ude af kontrol. Sådan som vi er blevet mindet om det i den seneste tid, hvor en virus hærger Danmark og en stor del af den verden, som vi hænger så uløseligt sammen med.

I dag er det første søndag efter påske. I kirkeåret markerer det den nye hverdag, som skal påbegyndes i lyset af de skelsættende begivenheder påskedag. Påskeugens begivenheder må have været ganske overvældende for Jesu disciple. På få dage måtte de gå grueligt meget igennem: De mistede en ven og åndelig leder. Påskedag oplever de så det utrolige og uforklarlige; opstandelsen med dens livsomvæltende budskab. Alligevel tænker jeg tit, at søndagen efter påske måske egentlig har været endnu mere udfordrende end selve påsken. Stormen af begivenheder har lagt sig, og nu skal disciplene til at leve deres liv. Men det er et nyt liv, som venter dem. Et liv i lyset af påskens begivenheder, som de knap nok kunne forstå betydningen af. Nu skal de forme et liv på den tro og de værdier, som påsken efterlod dem.

Måske kan det lignes med den situation, vi står i her i Danmark efter påske? Nu skal karantænen, undtagelsestilstanden, brydes. Vi skal ud og være samfund sammen igen, men på nye måder. Og vi ved endnu ikke helt, hvordan vi bedst skal agere i denne nye tid – hvordan er vi der for hinanden på bedst mulig måde? Hvilke skridt er de rigtige at tage?

Forskellen på disciplenes situation første søndag efter påske og på vores i dag er selvfølgelig også til at få øje på. Opstandelsen påskedag var en på alle måder grænsesprængende begivenhed. Det er en begivenhed, hvis budskab rækker ind i alle tider herefter, også i vores. Derfor kan opstandelsen påskedag også tale til os i den krise, vi står i sammen. I påskebegivenhederne bliver vi foræret et håb om, at de grænser, som Corona-virusset sætter for os, vil blive sprængt på et tidspunkt. Livet vil sejre. Lyset vil vinde over mørket. Fremtiden vil finde os, selv når vi synes, at det er svært at finde den. Vi skal bevare troen på fremtiden som et livsmod på trods.  

En dag vågner vi og har atter mere fast grund under fødderne, så vi igen kan mødes, planlægge og opbygge.

Indtil da må vi læne os op ad det håb og den tro, som vi fik foræret påskemorgen og forsøge at gøre det håb levende blandt hinanden.

På den note vil jeg afslutte denne søndagsrefleksion med Salme 23 fra Salmernes Bog i den nye nudanske oversættelse. 

Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.
Han lader mig ligge i den grønne eng.
Han fører mig til det stille vand.
Han giver mig mod og viser mig vej,
den rette vej.

Selv om jeg går i dødsskyggens dal
frygter jeg ingenting,
for du er med mig, du er min hyrde
du gør mig tryg.

Du dækker bord til mig
mens mine fjender ser på.
Du masserer mit hoved med olie
Og fylder mit bæger til randen.

Godhed og troskab er med mig
Så længe jeg lever,
Jeg skal bo i Guds hus
alle mine dage.
Sl 23

Gode hilsner

Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde
v. Sigrid la Cour Sonne

Tværkulturel Netværkskoordinator og Projektmedarbejder