Det store løfte

Det store løfte


# Klummen
Publish date Udgivet mandag d. 27. april 2020, kl. 11:46
Det store løfte

I en tid som den, vi har befundet os i de sidste mange uger, lærer man også nye ting at kende. Jeg havde som de fleste andre aldrig prøvet en lockdown før, og jeg havde aldrig prøvet at stå foran tomme reoler i supermarkedet. Jeg er aldrig før blevet indfanget af virologernes detaljerige talestrøm, og jeg havde aldrig spurgt mig selv, hvor ordet ”karantæne” egentlig kommer fra. Nu ved jeg det. Og jeg synes, det minder os om Guds store løfte.

Ordet „karantæne“ kommer fra det italienske „quaranta giorni” – 40 dage. I 40 dage blev skibene isoleret, som ankom i de italienske handelsbyer i 1300-tallet. De kunne have pesten med sig, og på den måde ville man hindre sygdommen i at sprede sig. Der var intet videnskabeligt grundlag for at det lige skulle være 40 dage. Man valgte dette tal, fordi tallet 40 har en særlig betydning i bibelen.

„40 dage“ eller „40 år“ er en symbolsk størrelse i bibelen. Den fortæller altid om en lang, særlig og hård tid. For eksempel regner det i 40 dage, da Noa sejler gennem de ødelæggende bølger med sin ark. Folket Israel vandrer gennem ørkenens udfordringer i 40 år, inden de når til ”landet af mælk og honning”. Profeten Elias vandrer 40 dage hen til Guds bjerg, Horeb, hvor han fornemmer: Gud er her. Også Jesus opholder sig i ørkenen i 40 dage for at gå ind i sig selv. Og for disciplene tager det 40 lange dage efter påsken, inden de med himmelfarten lidt kan indordne alle de voldsomme hændelser omkring Jesu død og opstandelse.

40 udfordrende dage, uger eller år – i hvert fald en tid, som føles lang og øde som en ørken. På den ene eller anden måde oplever vi alle en slags ørkentid i disse uger og måneder. Det blev så stille og øde. Ensomt for mange. Man mangler måske den rigtige ledsager eller kan ikke holde den ud, som man nu har. Man skal holde sig selv ud og gør sig nogle tanker, som man ellers havde gemt væk.  Og man skal undvære så mange ting. Savner det, man havde haft før. Vejen er ukendt og måske kommer man på vildspor nogle gange. Man er usikker på, hvordan det hele vil gå, og det føles tit som om man ikke kommer videre. Ingenting bevæger sig og ørkenen breder sig. Eller man bliver utålmodig og ville gøre alt for at komme i mål. Men måske ser målet anderledes ud end det, man havde tænkt sig. Midt i det hele er usikkerheden stor og det skal helst være forbi med ørkentiden så snart som muligt.

Men dengang og fra da af har mennesker erfaret, at Gud er der også i karantæne-tider. Ørkenen er ikke bare et livsfjendsk sted, men også et sted med muligheden for at møde livets grund. Det er jo Guds store løfte, at han selv er der, hvor livet har svære kår. Han går med, lige meget hvad. ”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten”, hedder det i Anden Mosebog kapitel 13. Han fjerner sig ikke, selvom det nogen gang føles sådan. Fordi ja, troen har det jo svært i ørkentiderne. Det handler om at holde ud og holde fast og minde os selv og hinanden om Guds løfte. Ørkentid er ikke tid uden Gud. Det har mennesker før os oplevet, og det er det store løfte, det gælder også for vores tid. Og nej, jeg behøver ikke at vente på en oplevelse som føles som om der er en ildsøjle til stede. Profeten Elias, der havde en rigtig svær tid da han vandrede hen til Guds bjerg, han oplever: Gud er ikke i den voldsomme storm, der raser forbi, ikke i jordskælvet, og heller ikke i ilden – men når der kommer en svag susen, kan han fornemme Guds stemme.

Jeg ønsker dig, at du kommer godt gennem denne ørkentid. At du måske også oplever de små stille momenter, hvor du kan mærke: Gud er hos os. Han fjerner sig ikke, men holder ud sammen med os. Jeg ønsker dig en god rejsekammerat – og at du kan finde kraften til og glæden ved at være der for andre også. At du kan stå op om morgenen med håb og forventning, selvom vi ikke ved, hvor længe rejsen vil vare. Jeg ønsker dig, at du over ørkenen stadig kan se den vide himmel, som forsikrer: Han er der, i de ”40 dage” eller hvor mange dage det end vil være.

Daniela Jensen, kirke og kulturmedarbejder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense.