Og nu står han så der foran døren

Og nu står han så der foran døren


# Klummen
Udgivet mandag d. 18. maj 2020, kl. 11:22

Den ser ud som før, men alligevel anderledes. Ikke bare fordi der er tapetseret med blå plakater rundt om den, og fordi der hænger en håndsprit-dispenser ved siden af.

Nej, på en eller anden måde er det helt anderledes; han føler sig usikker, tør næsten ikke trække vejret.

Nu skal han altså tilbage til sin arbejdsplads.

Genåbning fase 2.

En dør som en grænse.

Indtil nu har han altid åbnet den med iver. Egentlig var han jo slet ikke ængstelig før. Ikke ham.

Men han kan godt mærke, at de sidste uger har foruroliget ham dybt indeni.

Hvad der mon kunne ske. Corona og så meget andet. Så meget, som truer livet. Usynlige farer, så meget som er ukontrollabelt. At hans verden kunne ændre sig så pludseligt, det gik op for ham på den hårde måde.

Han lå så tit vågen om natten de sidste uger og havde en følelse, som om nogen trak gulvet væk under ham.

Og nu står han foran denne dør og skal overskride tærsklen. Og han kan slet ikke forstå, at nogle af kollegaerne stormede glade igennem som køerne efter vinterpausen.

Danmark åbner langsomt op igen, og ikke alle stormer glade hen til de døre, der lidt efter lidt åbner sig. Vi har ventet på, at bestemte døre åbner sig og lader livet blæse igennem. Men der er jo også meget tøven. Vi står mere eller mindre tilbageholdende i dørkarmen og ved: På den anden side er der foreløbig ikke meget, der er som det plejer. Selvom mange af os har fået en slags hverdag tilbage: Vi bliver alle vegne mindet om at det hele netop ikke er som før endnu. Det er selvfølgelig vigtigt for inddæmningen af sygdommen. Men det gør alligevel usikker. Og det gør ondt at se på. Denne gang åbner dørene op for en verden, der ikke er til at overskue endnu.

Der er døre i livet, som vi ikke har lyst til at åbne. Også når der ikke lige er Corona-tid. Der er døre i livet, der skræmmer os væk. Døre, der får hjertet til at banke hurtigere. Vi håber, at de måske binder og ikke går op, og at vi slipper uden om i sidste øjeblik. Hele tiden skal vi beslutte os for at åbne døre eller lade være, og vi kan aldrig være sikre på, om vi har truffet den rigtige beslutning. Nogle døre bliver simpelthen åbnet for os, og vi kommer i en ny livsfase, om vi vil det eller ej. Så skal vi pludselig åbne døre til en ny bopæl eller døre til hospitaler.

”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange,” siger Jesus om sig selv (Joh 10,9). Foran den dør skal vi altså i hvert fald ikke have bange anelser. Jesus lover tryghed til dem, der indlader sig med ham. Jesus taler om græsgange, fordi han taler om får i den sammenhæng. Han er også hyrden, der drager omsorg. Åbner op for et rum, hvor vi kan være. Vi finder ro, tilflugt fra det, der måske foregår udenfor. Et sted at trække vejret dybt.

Inden det nemlig tager fart igen:  Den, der går ind gennem mig, skal gå ind og gå ud og finde græsgange. At være med Jesus, det betyder at være i bevægelse. Mellem inde og ude. Overskride tærskler. På græsgangene, ind i livet. At gå ud af det beskyttende tilflugtssted, modig og styrket.

Der vil være tvivl og spørgsmål og usikkerhed, når der nu åbner sig flere døre i vores hverdag. Nogle ved allerede ret præcist, hvilke forandringer og udfordringer der venter. Andre vover sig forsigtigt ud på det forandrede terræn.

Det er altid en god idé at mindes de tærskler, man har overskredet tidligere i livet. Og det er i hvert fald en god idé at mindes dette tilsagn. Du skal finde græsgange. Du kan altid søge hen til tilflugtsstedet igen, det står åbent for dig. Der er en gud, der vil dig det godt. Angsten skal ikke lamme dig.

Vi kan have tiltro til den, der selv skred igennem alle menneskelivets døre. Han kender også til tøven og hjertebanken foran visse døre.

”Jeg er døren” – den, der går ind gennem mig, skal finde tryghed og skal gå ind og også ud igen og vil modigt åbne livets døre.

Daniela Jensen, kirke og kulturmedarbejder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense