Tjen den anden med den nådegave, du har fået

Tjen den anden med den nådegave, du har fået


# Klummen
Udgivet lørdag d. 23. maj 2020, kl. 14:34

Vær besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen
1 pet 4,7b-11

Folkekirken er åben! Vi kan igen mødes i kirkerummet og fejre gudstjeneste, om end med behørig afstand og med mere håndsprit og mindre fællessang, end vi er vant til. Det er dejligt, at vi igen kan holde gudstjeneste med hinanden og indfinde os i vores mange smukke kirkerum landet over, hvor roen sænker sig, og ånden kan flyve højt.

Corona-virus er imidlertid ikke forsvundet, og krisen er ikke overvundet. Kirkens genåbning sker med tilbageholdt åndedræt og nervøse første skridt, ligesom resten af den begyndende genåbning af det danske samfund. Der er stadig meget, som vi er nødt til at gøre anderledes og nye vaner, som vi skal tillære os. Vi kan hurtigt ønske os tilbage til den vante hverdag, til vores gamle rutiner – der er tryghed i at kunne træde i de fodspor, som allerede er lagt ud, og ikke skulle overveje hvert et skridt, som vi skal det nu i disse dage. Og der er meget at længes efter; at kunne omgås hinanden med frimodighed, ikke at skulle frygte at smitte og blive smittet, ikke at skulle lægge låg på fællesskabets spontane forsamlinger. Men netop nu, i vores tøvende og vaklende skridt, er der måske samtidig momentum for at forsøge at se vores vante omgang med hinanden efter i sømmene. Det gælder i kirken, samfundet og for os alle hver især. Er det alt, vi plejede at gøre, som vi ønsker at vende tilbage til, eller er der ting, som vi ønsker at forandre?

Jeg læste engang et sted, at det er gennem en øget forståelse af en krise, at vi øger vores muligheder for at handle anderledes end blot reaktivt. En krise kan derfor betragtes som en opladning til forståelse, indsigt og mulig handlekraft. Og hvad fortæller Corona-krisen os så? Virussen har allerede virket som et slags forstørrelsesglas hen over mangler og uretfærdigheder i vores samfund, som allerede var til stede.

Corona-virus har fået vores øjne op for samfundets mest sårbare og dårligst stillede. Her tænker jeg på dem, som er i risikogruppen for smitte, men i lige så høj grad på alle dem, som har siddet ensomme og alene i denne tid. Desuden har statistikker vist, at virussen rammer socialt skævt, og samtidig rammer de økonomiske konsekvenser af samfundsnedlukningen dem med lavindkomst-jobs hårdest. En stor del af dem, som sidder ensomme nu, var det i forvejen, og der var en manglende anerkendelse af de mennesker, som besidder lavindkomst- og omsorgsjobs i vores samfund. Hvordan Corona-virus rammer et samfund, siger noget om dette samfunds indretning forud for krisen. Og måske er der forhold i vores vante omgang med hinanden, som trænger til at blive forandret?

Hvordan skal vi så bedst være kirke i denne tid – med de udfordringer, som Corona-virus sætter fokus på i vores samfund? Indtil videre har den fysiske kirke været lukket. Jeg håber, at det kan være med til at minde os om, at lige meget, hvor glade vi er for at fejre gudstjeneste sammen, så er den virkelige gudstjeneste for os protestanter det liv, der leves af hver enkelt i kald og stand. For at citere en nyligt afdød teolog, så er Kirken et hus, hvor man får at vide, at Ham, man søger, ikke er der, men er gået forud for os til den dagligdag, der truer. Dér skal vi se ham. I vores vrantne kone, i vore uvorne unger, i sagsbehandlerens trætte kropssprog, i værkførerens misbilligende blik og i al ”lovlig” øvrighed i øvrigt. Vi skal gå glade i kirke på søndag, men det kristne liv afgøres ikke der, men i hvert enkelt menneskes omgang med den anden.

Således skal vi alle hver dag forsøge at tage livtag med den dag, de opgaver og de mennesker, som møder os. Du, alene, kan ikke ændre samfundets eller verdens gang. Du, alene, kan ikke lindre alle ensomme hjerter. Du, alene, kan ikke gøre det uretfærdige retfærdigt. Men vi skal alle forsøge, som der står i Første Petersbrev i dagens epistel: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået”. I gudstjenesten kan vi tanke op på vores tro, blive mindet om den evige nådegave og få nye perspektiver på tilværelsen. Det kan vi glæde os over igen at have mulighed for. Men gudstjenesten skal altid pege ud af gudstjenesterummet. Ud på den opgave, det er at være menneske blandt mennesker.

Gode hilsner

Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde

v. Sigrid la Cour Sonne
Tværkulturel Netværkskoordinator og Projektmedarbejder