Søndagsord - 2. s.e. trinitatis

Søndagsord - 2. s.e. trinitatis


# Klummen
Udgivet onsdag d. 24. juni 2020, kl. 13:01

Jeg er kommet for at møde mit Europa
Og den vide verden som engang var min
Jeg er kommet for at se sandheden i øjnene
At vi nu må smage vores egen medicin

Jeg har længe været væk og ude af syne
Haft travlt med at klare mig og mit
Tænkt at fællesskab er noget man tager for givet
Så længe hver især klarer sig og sit

Jeg er den sidste turist i Europa
På jagt efter håbet og idéen
Jeg må se om jeg overhovedet kan finde
Overlevende drømme efter pandemien

Sådan lyder indledningen på en sang, som udkom for 3 uger siden. En gendigtning af ”Den sidste turist i Europa” fra 1948. Det er Steffen Brandt og tv-2, der står for gendigtningen med tydeligt afsæt i en tid, hvor vi hver især - og mange alene - har haft travlt med at klare sig og sit.

Sangen og musikvideoen med tekst (som varer mere end 10 minutter) kan ses og høres her: https://www.youtube.com/watch?v=mgmUIWcj7uc

Heldigvis er der overlevende drømme tilbage efter pandemien. De fleste er stadig stående, mens vi ikke må underkende, at der har været sørgelige tab, sorg, usikkerhed og angst.

Det er lettere at lukke et samfund ned end det er at genåbne et samfund! Sådan har det lydt fra mange sider de seneste 3-4 måneder. Det er sandt, og alligevel har det vist sig, at det er lykkedes at åbne langsomt og sikkert op, så vi efterhånden – stadig med forbehold – kan leve et nogenlunde normalt og sikkert liv med hinanden.

Så vi igen kan tage vores liv på os, åbne op, vende os mod verden og gå ud i de afgørende møder med andre mennesker, som har brug for os og som vi har brug for. Uden disse møder er der intet liv. For ingen kan klare sig med at klare sig og sit.

Forhåbentlig er tiden kommet til, at vi igen tør møde en ny og anderledes dag, både i verden, i Europa, i Danmark, i det store perspektiv og i det nære, det daglige og jævne liv i mødet med vor næste.

Som det hedder med fornyet optimisme i slutningen af Brandts sang:

Jeg er den sidste turist i Europa
Til at svare på: Hvor blev I af?
Jeg er den første turist i Europa
Til at møde en ny og anderledes dag

Lad os gøre det! Møde en ny og anderledes og alligevel kendt dag. En dag, som vi måske næsten har glemt, når vi har gemt os væk og beskyttet os selv og hinanden.

Lad os gøre det med omtanke og vide, at hvis det usikre vender tilbage, så har vi styrke og kræfter til at stå det igennem.

Lad os gøre det med tro på, at vi ikke er alene, med håbet om at livet findes og med kærligheden som den overvældende kraft, der baner sig vej gennem alt det usikre og tvivlen.

Som Paulus skriver: ”så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Det er den kærlighed, som kristendommen forkynder for os. Et budskab i glæde og sorg, i gode dage og i onde dage. Når livet synes som en leg, og når angst, usikkerhed og ensomhed holder os væk fra en ny dag.

Dét budskab kan vi leve og dø på. Dét budskab lyder til os med fornyet håb og med troen på, at vi er elsket med en kærlighed, som baner sig vej og viser vej ud til livet med vor næste.

Og lad os håbe, at vi må stå sammen om at komme ud af skjulet og mørket, både i det nære perspektiv, i vores land, i Europa og i hele verden, for vi er forbundet og henvist til det fælles liv – i tro, håb og kærlighed.

Dette blev det foreløbig sidste søndagsord. Vi glæder os til i august at kunne ses rigtigt, både til FTS-aktiviteter i Frue Kirkestræde 14 og til internationale gudstjenester i Domkirken. Vi holder lukket hele juli. På gensyn 1. august kl. 18 til international gudstjeneste og mandag 3. august, hvor sprogcaféen åbner.

God sommer.

Jesper Hougaard Larsen, præst for flygtninge og indvandrere

Projektleder ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense