Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Intet menneske er en ø. Tanker ved Allehelgen

Intet menneske er en ø. Tanker ved Allehelgen


# Klummen
Udgivelsesdato Udgivet af Inger Solveig Nissen, lørdag d. 31. oktober 2020, kl. 17:52
Intet menneske er en ø. Tanker ved Allehelgen

Her op til Allehelgen har jeg tænkt meget på den engelske digter John Donne’s berømte ord:

 

No man is an island, entire of itself; every man is a piece of the continent, a part of the main. If a clod be washed away by the sea, Europe is the less, as well as if a promontory were, as well as if a manor of thy friend’s or of thine own were: any man's death diminishes me, because I am involved in mankind, and therefore never send to know for whom the bell tolls; it tolls for thee.

John Donne 1624

(Intet menneske er en ø, fuldkommen for sig; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af fastlandet. Hvis en lerklump skylles bort af havet, så bliver Europa mindre derved, lige så vel som hvis et forbjerg blev det, eller din vens gård, eller din egen: ethvert menneskes død gør mig mindre, fordi jeg er en del af menneskeheden – og derfor skal du aldrig spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.)

Donne skrev sin meditation, mens han selv lå syg og der gik en sygdomsbølge gennem London.

Ordene er stadig aktuelle.

I 2018 havde Dagbladet Information bedt en række danske digtere give deres bud på en nyfortolkning af Donne’s tekst. Det første bidrag, som jeg synes er virkelig godt, er af Pia Juul. Hun skriver bl.a.:

Ingen behøver at være en ø, eller: der er broer, eller: der er skibe, eller: der er samtale, der er breve, der er telefon, der er tanker Du er en del og jeg er en del af det hele

Og digtet slutter:

Klokkerne ringer hvert øjeblik for nogen, klokken slår, det slår mig hver gang at nu bliver det mig, jeg har ikke større ret end dig, du har ikke større ret end mig så let er det ikke Lyt når den klokke slår og hør efter

Nu er Pia Juul selv blandt dem, som vi har mistet i årets løb. Vi bærer så mange mennesker med os, som vi hænger sammen med. Også nogle vi slet ikke kender personligt. Vi har fælles vilkår. Vi lever under den samme sol og er alle mennesker. Vi bidrager til menneskehedens historie og er dermed hinandens forudsætning. Vores livsomstændigheder kan være vidt forskellige, men alligevel har vi alle et fælles udgangspunkt.

Og så hænger vi sammen. Det er livsnødvendigt for os at forbinde os med hinanden.

Forleden spurgte min datter på 14, hvad en celle er. Og hendes far svarede: ”en semi-permeabel barriere”, men hun rettede ham: ”membran”. En membran er nemlig gennemtrængelig, altså tillader passage.

En semi-permeabel membran. En halvt gennemtrængelig hinde. Er vi ikke semi-permeable membraner, på en måde?

Vi bør i hvert fald nok være det, hvis vi på den ene side ikke vil blive helt isolerede og eneboer-agtige og på den anden side heller ikke vil invaderes fuldstændig, men bevare en smule ”private space”.

Så altså: en semi-permeabel membran. Et godt billede på det menneske, som ikke kan leve uden de andre, men som også er sig selv og må have lov at lukke andre lidt ude ind imellem.

Fællesskabet er livsnødvendigt for mennesker. Men det er alenehed også, den selvvalgte ensomhed, hvor man får ro til at tænke og finde ud af, hvad man selv tænker, synes og mener om tingene; tager nogle beslutninger og nogle valg, som er de rigtige for en selv.

Men vi visner uden de andre. Vi påvirkes af de andre, på godt og ondt. Vi får en form for anden eksistens når vi er sammen med andre, vi bliver til det menneske vi er, sammen med andre, i samværet bliver vi også lidt anderledes, end vi er, når vi er helt alene. Og det er godt nok: de sociale egenskaber og kompetencer udvikles og er nødvendige for at begå sig og klare sig i livet. Vi er også følelsesmæssigt påvirkelige og endda afhængige af de andres velvilje, venskab, kærlighed. Det skal vi lade trænge igennem! Også selv om det gør ondt at miste det igen.

Når vi mister, er det virkelig, som om noget bliver revet løs. En halvø fra kontinentet. Og vi bliver mindet om, at klokkerne også en dag skal ringe for os.

Men når de ringer, fortæller de os også, at ingen af os forbliver løsrevne stykker land, som sejler alene og isoleret i et uendeligt ocean. For løsrivelsen gælder kun dette liv.  Og det står skrevet, at ingen kan rive os ud af Guds hånd. Alle hører til det store kontinent, som overskrider denne verden, tid og rum, liv og død. Og alle cellerne i den store organisme er samlet af den samme ånd: den kærlighedens ånd, som det er meningen, at vi alle skal lade os gennemtrænge af.

– For vi er ét legeme og én ånd, ligesom vi jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle. (Ef 4,4-6)