Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Korkoncert med Ungdomskoret Aarhus U

JUL
10

Korkoncert med Ungdomskoret Aarhus U


Dato Lørdag d. 10. juli 2021, Kl. 16:30 til kl. 17:30
Sted Odense Domkirke, Klosterbakken 2, 5000 Odense C
Medvirkende
Dirigent Jonas Rasmussen
Pris
Fri entré
Korkoncert med Ungdomskoret Aarhus U

Koncertens titel: Hvor er vi på vej hen? 

Ungdomskoret Aarhus U rejser på katedralturné til alle Danmarks ti domkirker i sommeren 2021. 

Når man hører ordet “tradition” er associationerne ofte noget statisk eller stagnerende, men i virkeligheden er kortraditionen i Danmark og udenlands i høj grad levende. Vi vil med vores katedralturné “Hvor er vi på vej hen?” fremføre et repertoire bestående af musik fra 2010-2021, som belyser netop koncerttitlens spørgsmål. Repertoiret indeholder uropførelser af tre unge fremadstormende komponister: Alexander Damsgaard, Lauge Buchreitz og Rasmus Mulvad Beyer. Alle tre komponister er under 25 år og godt i gang med at etablere sig herhjemme som lovende komponister. Programmet inkluderer desuden kormusik fra bl.a. USA og Skandinavien. Repertoiret er udvalgt, så det passer til stor katedralakustik og giver publikum en oplevelse ud over en sædvanlig korkoncert. 

OM UNGDOMSKORET AARHUS U
Aarhus U er et blandet kor bestående af 40 ambitiøse korsangere i alderen 15 - 26 år fra det aarhusianske kormiljø. Med 40 medlemmer er koret det største ungdomskor af sin slags i Danmark. Ved European Choir Games i 2019 vandt Aarhus U sin kategori “Chamber choirs and Vocal Groups” samt en guldmedalje ved Grand Prix of Nations. Koret har tidligere optrådt live på DR, sunget for H.M. Dronning Margrethe samt samarbejdet med navne som Tina Dickow og Aarhus Jazz Orchestra. 

Siden oktober 2017 ledes koret af Jonas Rasmussen, som overtog dirigentpinden fra korets stiftere, domkantor Carsten Seyer-Hansen og Birgitte Næslund Madsen. 

Jonas er uddannet kordirigent fra Kungliga Musikhögskolan i Stockholm og University of Cambridge i England og har bred erfaring som dirigent for både professionelle kor såvel som amatørkor på højt niveau i ind- og udland.  

REPERTOIRE
Canticum Novum - Ivo Antognini (2015)
Urtegården - Per Drud Nielsen (2014)
Min sjæl? (Uropførelse) - Rasmus Beyer (2021)
Responsorials 1 - Eric Barnum (2019)

Stomp on the fire - Andrea Ramsey (2018)
Fire - Katarina Gimon (2013)
Echo (Uropførelse) - Lauge Buchreitz (2021)
Gi’ os lyset tilbage - Rasmus Skov Borring (2009)

Swept Away - Sarah Quartel (2020)
Så tag mit hjerte - Michael Bojesen (2010)
When I Die (Uropførelse)- Alexander Damsgaard (2020)
Alleluia - Jake Runestad (2014)